Farve- og lakfabrikken Nowocoat har udskiftet deres gamle gasfyr med en industriel varmepumpe fra ThermoNova. Det har skabt bedre forsyningssikkerhed, besparelser på energiregningen og ro i maven.
Da gasprisen var på sit højeste med cirka 25 kroner per kubikmeter, kunne det ikke svare sig at starte produktionen op hos Nowocoat i Kolding. Det viste de interne beregninger, forklarer den tidligere CEO.
”Når vi vågnede om morgenen, vidste vi ikke, om gassen kostede 7 kroner eller 25 kroner per kubikmeter, og den usikkerhed var ikke rar.”
Ole Enevold Jensen, der nu er Chief Strategy Officer i Nowocoat, var derfor med til at træffe beslutningen om at udskifte gasfyret med en varmepumpe. Og selvom det var en stor investering, så var det en god beslutning.
”Forsyningssikkerheden er blevet fordoblet, fordi vi både har varmepumpen og elpatroner, så hvis varmepumpen af en eller anden årsag ikke kører, overtager elpatronerne. Hvis der tidligere opstod problemer med gasfyret, så var der helt lukket for forsyningen og dermed produktionsstop,” fortæller han.
Installation og rådgivning er sket i samarbejde med Niels Dall fra Dall VVS, som primært arbejder med industrivirksomheder.
”Vi mærker, at flere af vores kunder kigger på, hvordan deres profil udadtil skal være fremover. De har fået et større fokus på CO2-udledning og deres kunder stiller også flere krav til dem. Skiftet til varmepumper gør en stor forskel i CO2-regnskabet, og det er et område, som mange efterspørger hjælp til,” forklarer han.
Hos Nowocoat laves der årligt et ESG-regnskab, hvor der blandt andet rapporteres på egen CO2-udledning.
”Vores målsætning er at nedbringe vores CO2-udledning med 50 procent inden 2030, og det er vi godt på vej til nu,” fortæller Ole Enevold Jensen.