Tilbage til nyheder

Solar oplever succes med grøn Fastbox-levering til håndværkere

Pressemeddelelse 7. februar, 2020    ยท    Solar Danmark

Sourcing- og servicevirksomheden Solar har succes med levering af Solar Fastbox via cykelbude og varer pakket i miljøvenlige papirsposer. Solars populære 1-times leveringsservice har fået tilføjet et stærkt grønt element. Den effektive og fleksible distributionsform gavner både miljø og økonomi.

Der er blevet trampet hårdt i pedalerne, og de første 300 Fastbox-leverancer fra Solar Kundecenter København er for længst afleveret via cykelbud til installatører, montører og andre af Solars kunder. Kunderne har taget godt imod det nye initiativ, og med en leveringsperformance på 100% er levering på cykel kommet for at blive. Succesen i København betyder, at Solar overvejer at udvide initiativet med cykelbude til også at gælde andre steder. 

- Vi vil om muligt gerne bruge cykler til levering i andre større byer i Danmark og måske også i udlandet. Vi ser naturligvis på afstande fra vores kundecentre til de steder, hvor vi typisk leverer Fastbox i dag. Vi ønsker at benytte levering via cykelbude så meget som overhovedet muligt, så længe vi kan levere til vores kunder inden for den aftalte tid, påpeger Jacob Horn, Commercial Service Manager i Solar Danmark.

Cykelbudene i København leverer Solar Fastbox inden for en radius af fire kilometer fra kundecentret. Ud over afstanden er det eneste andet krav, at varen kan være i den rygsæk, der bruges af cykelbudene. 

- Vi glæder os over at servicere vores kunder i det københavnske byliv endnu bedre - uden om al trafikken og på en miljøvenlig måde. På grund af overfyldte veje kommer cykler faktisk ofte hurtigere frem til vores kunder end biler, fortæller Denise Goldby, der er afdelingsleder i Solar Kundecenter København.

Fokus på bæredygtighed
Kundecentret i København arbejder med bæredygtighed på en række fronter i relation til levering, transport og emballage. Det betyder blandt andet, at kunderne får varer pakket i miljøvenlige papirsposer.

- Vi benytter papirsposer i stedet for placticposer eller papkasser. Vi har fokus på at bruge så lidt emballage som overhovedet muligt. Det betyder, at vi har papirsposerne i flere forskellige størrelser, så vi kan pakke efter, hvor meget den enkelte vare fylder, siger afdelingsleder Denise Goldby.

Solar oplever en fortsat vækst i antallet af Fastbox-leveringer. Årligt bliver det til over 100.000 stk. på tværs af markeder. Flere og flere installatører og montører kan se fidusen ved Solar Fastbox. De ønsker en effektiv arbejdsdag og bruger derfor Solars leveringsservice, når de akut mangler produkter til at løse en opgave. Inden for en time får de leveret varer direkte til døren hos de kunder, de er ude hos.

- Med et stigende antal Fastbox-leverancer har vi behov for adgang til fleksibel levering, og  vi glæder os over, at vi nu også har fået tilført et grønt element. Vi vil hele tiden gerne udvikle vores services til kunderne. Tid er en vigtig faktor i en travl hverdag, og vores kunder ønsker både at reducere omkostninger, lagerbeholdninger og arbejdsbyrde, samtidig med at produktiviteten øges. Derfor er Solar Fastbox en strategisk vigtig satsning for Solar, siger Jacob Horn, Commercial Service Manager i Solar Danmark.

Læs mere om Solar Fastbox

Kontakt

Jacob Horn - Commercial Service Manager, Solar Danmark
Tlf. 76527076
Email: jh@solar.dk 

Denise Goldby - Afdelingsleder, Solar Kundecenter København
Tlf. 21328932
Email: dg@solar.dk

Pressekontakt:
Charlotte Risskov Kræfting - Director, Stakeholder Relations, Solar A/S
Tlf. 40342908
Email: crk@solar.dk