Schneider Electric og Solar styrker samarbejdet med endnu skarpere fokus på industrien

Nyhed 29. april, 2019

Schneider Electric og Solar vil give maskinbyggere flere produkter med kort leveringstid og supportmedarbejdere med dybe tekniske kompetencer. Partnerskabet skal understøtte kunderne, der i øjeblikket oplever stor vækst.

Solar og Schneider Electric har netop indgået et tættere samarbejde, der gør Solar til Industrial Automation Distributor i Danmark. Det nye partnerskab skal understøtte maskinbyggere i at få det fulde udbytte af væksten inden for industriel automation. Blandt andet ved at tilbyde en stærk kombination af produkter, løsninger og logistikservices. Det fortæller Ruben Kilgast, Country Sales Director Industry, i Schneider Electric Danmark:

"Væksten buldrer afsted, og det stiller store krav til maskinbyggerne i alle faser af deres arbejde. Vi har produkterne og løsningerne – Solar har logistik og services i verdensklasse. Sammen skaber vi stor værdi for maskinbyggerne. Det er ganske enkelt et perfekt match," siger Ruben Kilgast.

Flere produkter og bedre support
Med Solars nye status får virksomhedens kunder adgang til endnu flere produkter, der er klar til levering med det samme. Desuden får Solar flere trænede og certificerede supportspecialister, der kan vejlede maskinbyggere om Schneider Electrics løsninger og produkter.

Hos Solar glæder Lars Wandahl Sørensen, Vice President Industry, sig over partnerskabet.

"I et marked med høj vækst er time-to-market altafgørende for succes. Maskinbyggerne har derfor brug for at få de rigtige varer leveret til den rigtige tid. Og de skal have adgang til supporthjælp med dybe tekniske kompetencer, ikke mindst i design- og udviklingsfasen."

"Derfor kombinerer vi vores kompetencer med Schneider Electrics produkter og løsninger i en fokuseret indsats på at styrke forretningen for Solars kunder. Vi glæder os til fortsat at være en del af væksten inden for industriel automation i Danmark," siger Lars Wandahl Sørensen.