Luk

Slet eller gem ordrekladde

Fastbox er ikke tilgængelig

{{cart.Info.Name}}

Vil du gemme eller slette din indkøbskurv?

Tilbage til Nyheder

Lars Chr. Lilleholt: Godt perspektiv med solceller over parkerede biler

Nyhed 11. marts, 2019

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt indviede torsdag den 7. marts et helt nyt parkeringsanlæg overdækket med solceller hos Solar i Vejen. Anlægget er det første store p-anlæg i Danmark, hvor man altså kombinerer overdækningen af et nyopført parkeringsanlæg med solenergi, som både er rentabelt og uden tilskud.

Anlægget blev præsenteret som et sandt ”kinderæg” som indeholder hele tre ting:

1. Bilen er overdækket
2. anlægget leverer grøn strøm til datacenter og
3. det er betalt af solen.

Anlæggets produktion skal forsyne Solars datacenter med strøm. En sådan lokal produktion til eget forbrug motiverer til et fleksibelt elforbrug tilpasset egenproduktionen – dette er altafgørende for den fortsatte grønne omstilling.

Lars Chr. Lilleholt klippede den røde snor og i talen til de mange fremmødte medarbejdere gav han udtryk for sin begejstring:

”Der er virkelig perspektiv i, at man overdækker p-anlæg med solceller. Det er godt tænkt, at man etablerer et sådan anlæg, som kan levere strøm til et datacenter. Jeg håber, at vi vil komme til at se en række lignende anlæg. Tankegangen med at man anvender eksisterende flader til solceller fremfor at placere dem på marker er interessant.

Jeg synes det er meget positivt, at en stor virksomhed som Solar viser vejen og går foran i den grønne omstilling. Det er et eksempel til efterfølgelse. At det samtidig viser sig, at solceller økonomisk er nede på et niveau, hvor det er levedygtigt uden tilskud er jeg også meget tilfreds med. Det bekræfter at Regeringens Energipolitik har virket.”

Adm. direktør i Solar-koncernen Jens Andersen kvitterede for roserne og forklarede motivationen for at etablere anlægget:

”Vi mener, at vi som en stor og betydende dansk virksomhed har en forpligtelse til at drive den grønne omstilling i Danmark og vil gerne som social ansvarlig virksomhed være med til at øge produktionen af vedvarende energi i Danmark. Derfor går vi nu forrest og tager vores egen medicin. Vi vil gerne være med til at fremme et grønnere Danmark baseret på økonomisk sund fornuft. Det skal både være attraktivt og enkelt at investere i vedvarende energi.

Anlægget er både bæredygtigt, har en rigtig god driftsøkonomi og giver samtidig komfort til vores gæster, kunder og øvrige samarbejdspartnere.

Vi håber også, at konceptet kan blive rullet ud til lufthavne, supermarkeder, kommuner, virksomheder mm, hvor der er store parkeringsarealer. Og de skal være hjertelig velkomne til at kigge forbi og forhåbentlig lade sig inspirere og købe ind på det bæredygtige koncept.”

Det er Solar-koncernens datterselskab Solar Polaris, som står for projektforløbet herunder skitseforslag, detaljeret design og projektering, myndighedsansøgninger, implementering samt drift og vedligeholdelse af solcelleanlægget i dets levetid.

Anlægget dækker et areal på 850m2 med 60 nye parkeringspladser. Overdækningen er monteret med 510 solcellepaneler, som årligt producerer 150.000 kWh, hvilket ca. svarer til 35 parcelhuses forbrug.

Adm. direktør i Solar Polaris, Karsten Hillmann, kørte en lille tur med ministeren i en el-bil, som var blevet opladet af strøm fra p-anlægget. Og selv på en overskyet og regnfuld dag, producerer det strøm.

”Vi ser et stort potentiale i denne model, som harmonerer godt med den øgede elektrificering, og at flere skal til at køre i el-biler. Jeg er meget glad for at ministeren kan se fordelen i, at vi placerer flere solceller på bygninger og som her på p-pladser. Det er helt klart noget af det, der skal til, for at vi får udbygget solenergi i Danmark. Danmarks målsætning om at nå en fossilfri energisektor i 2050 forudsætter, at vi har en bred palette af VE-teknologier, herunder solceller. Og der skal tænkes både i store centrale anlæg og i mindre decentrale løsninger hvor energi produceres og anvendes lokalt.”