Se flere nyheder fra Solar

25-års jubilæum til Solars CEO: Nysgerrigheden forsvinder aldrig

Pressemeddelelse 31. juli, 2023

Den 1. august kan Jens Andersen fejre 25-års jubilæum i den børsnoterede sourcing- og servicevirksomhed Solar A/S. Han har en teoretisk baggrund som civiløkonom, HD(R) og revisor, og hans første arbejdsdag i Solar Danmark A/S var som økonomichef.

Allerede året efter blev han medlem af direktionen i Solar Danmark A/S. Solar-karrieren har også budt på næsten to år i Tyskland, hvor han var Geschäftsführer i Solar Deutschland GmbH. I dag er dette selskab solgt fra, men Solar A/S har fortsat datterselskaber i Norge, Sverige, Holland, Polen og på Færøerne.

I 2012 blev Jens Andersen administrerende direktør for Solar Danmark A/S, og fem år efter blev han valgt til posten som CEO for hele koncernen.

En af de første opgaver som CEO var at rydde op i koncernens selskaber og opkøb og rette fokus tilbage til kerneforretningen. Lanceringen af strategien Core blev en realitet og senere fulgte strategien Core+. Fælles for begge strategiforløb har været en markant resultatfremgang for Solar- koncernen med indtjeningsvækst i 17 kvartaler i træk samt rekord på omsætning og indtjening i 2022.

Fra årsskiftet træder Solar A/S ind i den tredje strategiperiode med Jens Andersen ved roret.

Kunderelationen er stadig altafgørende

Dialogen og den tætte kontakt med kunderne er stadig afgørende her 25 år efter. Men måden at sælge på, har ændret sig markant, da mere end 60 procent af den samlede koncernomsætning i dag kommer fra digitalt salg via webshop og app.

”Vores kunderelationer er helt afgørende – det er kunderne, vi lever af,” udtaler Jens Andersen.

De 25 år har budt på fire store kriser – senest COVID-19, som har været den mest uforudsigelige og sværeste at håndtere som CEO.

”Det var svært at drive forretning, når kunder og medarbejdere ikke måtte tage på arbejde, og branchen for en tid gik i stå. Selvom jeg også har oplevet finanskrisen, så var COVID-19 en krise, som ikke kan måle sig med andet, jeg har prøvet i min karriere,” fortæller han.

Heldigvis kom virksomheden godt igennem, og i 2022 leverede koncernen det bedste finansielle resultat nogensinde.

Kriserne har dog hver gang vist den særlige ånd i Solar, hvor medarbejderne ikke kun arbejder sammen, men holder sammen, forklarer han.

”Og det gør mig særlig stolt. Vores medarbejdere gør forskellen”.

En anden leder end for 25 år siden

Det er ikke kun salg og kunderelationer, der har ændret sig. Solar-karrieren på 25 år har også ændret Jens Andersen som person – og som leder.

”Jeg synes selv, at jeg blevet mere rolig og har lært at trække vejret en ekstra gang, inden jeg handler.”

Noget vil dog altid forblive status quo.

”Jeg vil altid interessere mig for, hvordan vi skaber nye forretningsmuligheder og udvikler os som virksomhed. Trods 25 år i samme virksomhed, så er jeg stadig nysgerrig, Nysgerrigheden forsvinder aldrig”.

Jens_Andersen_CEO_2021_2_web.jpg

Blå bog

1998: Økonomichef i Solar Danmark A/S.
1999: Medlem af direktionen i Solar Danmark A/S.
2010: Geschäftsfürer i Solar Deutschland GmbH
2012: Administrerende direktør, Solar Danmark A/S
2017: CEO, Solar-koncernen
Bestyrelsesposter: DI byggeri, VELTEK og HF Christiansen A/S