Flere nyheder

Solar indgår partnerskab med TEKNIQ og Blik- og Rørarbejderforbundet om DM i Skills og VVS-landsholdet

Pressemeddelelse onsdag den 30. september 2026    ยท    Solar Danmark

Solar udvider sit engagement i de tekniske erhvervsuddannelser og bliver partner på VVS-landsholdet, der er skabt af TEKNIQ og Blik- og Rørarbejderforbundet. Med partnerskabet skal Solar være med til at udvikle de unge VVS-talenter og sætte fokus på en branche, der spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling og den kritiske infrastruktur.

Danmark har brug for flere dygtige faglærte, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, energieffektivisere vores bygninger, sikre den kritiske infrastruktur og udvikle fremtidens tekniske løsninger. Om ti år risikerer vi at have helt op mod 160.000 færre faglærte på det danske arbejdsmarked. Det svarer til hver femte medarbejder indenfor en lang række fag og brancher. Udfordringen løses derfor ikke kun med strategipapirer og ny teknologi, men også af fagfolk med kompetencerne til at få løsningerne til at fungere i praksis.

Derfor indgår Solar nu et partnerskab med TEKNIQ og Blik- og Rørarbejderforbundet om DM i Skills og VVS-landsholdet. Med partnerskabet vil Solar være med til aktivt at styrke talentudviklingen og synliggøre mulighederne ved at vælge en karriere som faglært i VVS-branchen.

VVS-branchen får teknologien til at fungere i hverdagen

De tekniske kompetencer i VVS-branchen er centrale, når fossile energiformer skal udfases, energiforbruget skal ned, og de grønne ambitioner skal realiseres. Samtidig spiller VVS’ere en vigtig rolle i arbejdet med at sikre den kritiske infrastruktur og et styrket beredskab.

Med udsigt til en generel mangel på faglærte er det derfor afgørende, at flere unge vælger en faglært vej i VVS-branchen, at talentudviklingen understøttes på erhvervsskolerne samt at eleverne og lærlingene får gode muligheder for at udvikle deres faglige kompetencer.

 

Vi har brug for flere unge, der får øjnene op for mulighederne i en teknisk erhvervsuddannelse. VVS-energifaget rummer både høj faglighed, teknologisk udvikling og muligheden for at bidrage til løsninger på nogle af de store udfordringer, samfundet står overfor. Dygtige tekniske faglærte er en del af det værn, der skal gøre vores samfund robust. For udfordringen med mangel på kvalificerede medarbejdere, et øget fokus på kritisk infrastruktur og et styrket beredskab løses ikke alene med strategipapirer og ny teknologi. Det kræver faglærte, der kan få installationerne til at fungere - også når vi har mest brug for det Jørgen Prosper Sørensen, uddannelseschef i erhvervsorganisationen TEKNIQ, der organiserer virksomhederne i det tekniske erhvervsliv

 

Blik- og Rørarbejderforbundet ser også talentudviklingen af de unge fagtalenter som en vigtig investering i fagets fremtid.

 

VVS-landsholdet giver nogle af de dygtigste unge lærlinge inden for vores branche mulighed for at udvikle deres faglighed og inspirere endnu flere til at se en fremtid i vores fag. Vi skal skabe gode muligheder for, at unge lærlinge kan dygtiggøre sig og blive stolte fagfolk. Med Solars engagement står vi endnu stærkere i arbejdet med at udvikle talenterne og vise, hvor meget VVS-faget har at byde på. Kim Fusager Balle, forbundssekretær, Blik- og Rørarbejderforbundet

 

Partnerskab skal styrke fremtidens VVS-talenter

Som partner til DM i Skills og på VVS-landsholdet bidrager Solar med materialer og udstyr til deltagernes træning samt teknologisk viden og knowhow inden for moderne tekniske løsninger. Solar bliver også logistikpartner for al materiale og udstyr til DM i Skills.

 

Manglen på faglærte VVS’ere er en udfordring, som vi alle har et ansvar for at løse. Vi har brug for dygtige fagfolk, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling og omsætte nye teknologier til konkrete løsninger hos kunderne. Derfor er det naturligt for os at bidrage til udviklingen af de unge fagtalenter. Ved at støtte Elektrikerlandsholdet og nu også VVS-landsholdet ønsker vi samtidig at gøre installationsfagene endnu mere attraktive for de unge. Det er en vigtig investering i fremtidens kompetencer og et bidrag til en mere bæredygtig fremtid for hele installationsbranchen. Med partnerskabet vil vi være med til at inspirere endnu flere til at vælge en fremtidssikret karriere i VVS-branchen, så de kan være med til at løse nogle af de store udfordringer, vi som samfund står overfor de kommende år. Carsten L. Antonisen, Administrerende Direktør, Solar Danmark

Om VVS-landsholdet

VVS-landsholdet blev etableret i marts 2026 af TEKNIQ og Blik- og Rørarbejderforbundet og samler nogle af landets mest ambitiøse og talentfulde unge lærlinge inden for VVS-energifaget. Gennem intensiv træning arbejder de med avancerede tekniske discipliner, præcision, kvalitet og effektivitet, samtidig med at de udvikler sig fagligt og personligt.

Landsholdet skal være et fyrtårn for talentudviklingen og vise, at VVS-energiuddannelsen åbner døren til specialisering, innovation og et fremtidssikret job i en branche i hastig teknologisk udvikling.