Hvem er lykkelig uden lys?

  

 

 

Fakta

Solcelleanlægget består af 40 styk 280 Watt monokrystalinsk solcellepaneler fra Hyundai.

Lamperne til husene er fra Solar Plus.

I 14 dage var Solar, Ingeniører uden Grænser og SOS Børnebyerne på besøg i Etiopien for at sætte solceller og lys op, så børnebyen i Hawassa kunne blive selvforsynende. Men det var nærmest et mirakel, at det lykkedes at indvie projektet til tiden. For udfordringer var der masser af.

På de blå stativer hænger farvede strimler papir og blafrer i vinden. En snor er bundet over tværs – klar til at blive klippet til indvielsen klokken 14.00. De lokale er samlet på pladsen. Og ved teknikken står Jacob Mortensen og sveder. Fire minutter senere, klokken 14.04, kommer det hele i drift. 16 huse med lys og det store solcelleanlæg er færdiggjort og sat op.

Under indvielsen rejser en mor sig pludselig op og afbryder det hele. Hun vil takke alle for hjælpen. Og så siger hun:

- Hvem er lykkelig uden lys?

- Det rammer mig virkeligt, siger Jacob Mortensen, der er klimaspecialist hos Solar. Han er overrasket over, hvordan befolkningen har vænnet sig til at undvære lys. Og hvor meget lys egentlig betyder for dem.

- For os er det en selvfølge med lys og dæmpning, kontakter og PH-lamper. Men de her mennesker har ikke haft lys i 10 år. Det er bare så anderledes, erkender han.

Defekt batteri giver problemer
Jacob Mortensen ankommer til børnebyen sammen med folk fra Ingeniører uden Grænser og SOS Børnebyerne. Men allerede på første dag støder de på problemer. Et af solcellebatterierne er nemlig defekt.

- Der bliver jeg allerede en lille smule nervøs, for hvor skal vi finde et tilsvarende batteri i Afrika? spørger han.

Efter nogle dage finder de et batteri i Holland. Men på grund af de mange udfordringer med fragten, kan de ikke få batteriet til Afrika på så kort tid.

- Vi er ved at give op. Tiden går, og jeg ved simpelthen ikke, hvad vi skal gøre, siger han.

De bestemmer sig i stedet for at lime batteriet. I den nærliggende by finder de noget hurtighærdende epoxylim, som de over flere dage limer siderne med.

- Anlægget kan ikke fungere uden 24 batterier, så vi skal have det sidste batteri til at virke, slår Jacob Mortensen fast.

Med på indkøbslisten er også syre – men ikke en syreblanding til batterier, som vi kender fra Danmark. I stedet er det 99,9 % svovlsyre, som der må eksperimenteres med.

- Det ender med, at vi får batteriet lavet, og det præsterer lige så godt som alle de andre. Der må jeg sige, at jeg bliver lettet – og ikke mindst stolt, fortæller Jacob Mortensen.

En stige af stole og fem mand til en lampe
Når det kommer til udstyr og værktøj, så er det heller ikke helt, som vi kender det i Danmark, erkender Jacob Mortensen. Manden, som skal svejse solcellestativerne, kommer rullende med et gammelt svejseapperat, og en svejseskærm ejer han ikke.

- Elektriker-eleverne har aldrig sat en bevægelsescensor op. Der står ti mand på få kvadratmeter og arbejder. Og da de så endelig får den første til at virke, så hopper de simpelthen af glæde, springer op og ned, løber ind og ud ad døren og giver mig de største knus og klem, griner Jacob Mortensen.

Han viser billederne frem af fem mænd, som står rundt om én loftlampe og arbejder. Stiger har de ikke nogle af, så stolene er stablet oven på hinanden.

- Det er bare en helt anden verden.

Men også kommunikationen er en udfordring. Mange forstår slet ikke engelsk, og selv dem der gør, forstår så bare ikke, hvad Jacob Mortensen forklarer dem.

- Du kan sige noget til dem, og de svarer altid ja – for sådan er de. Jeg forklarer det og viser det, og når jeg så kommer tilbage, har de samlet det hele modsat.

Så må han sætte eleverne i en rundkreds på jorden, tegne i sandet med en pind og forklare det hele én gang til.

- Det giver respekt, at jeg kan vise dem, at jeg også kan lave det. Det er vigtigt, at de ikke bare tænker, at jeg er en dum, hvid mand med en mærkelig hat, siger han.

Tilbage i Danmark står Jacob Mortensen med en særlig følelse i kroppen.

- Jeg kan mærke, at Solar har gjort en forskel for de her mennesker. Og jeg bliver taknemmelig over de muligheder, som vi har her i Danmark. Vi kan bare fikse det, som vi ønsker. Så ved jeg, at jeg ikke skal gå og brokke mig over den revne imellem mine gulvbrædder. 

SOS Børnebyerne - Hawassa