Slet eller gem ordrekladde

Fastbox er ikke tilgængelig

{{cart.Info.Name}}

Vil du gemme eller slette din indkøbskurv?

Godt på vej: 300.000 borgere har fået nye elmålere

Nyhed 25. april, 2018

Solar leverer logistikken i kæmpeprojekt, hvor én mio. elmålere skal udskiftes på blot tre år. Det stærke samarbejde mellem Kamstrup og Solar er afgørende for projektets hidtidige succes, lyder det fra førstnævnte, der producerer elmålerne.

10.000 elmålere. Hver uge. Hver måned. Hvert år. Så mange nye elmålere fra den skanderborgbaserede virksomhed Kamstrup, bliver i øjeblikket installeret i Københavnsområdet, Nordsjælland og dele af Midtsjælland, som tilsammen udgør Radius’ forsyningsområde. Senest i 2019 skal 1 mio. elmålere være udskiftet i projektet, der er vurderet til en værdi af 1,8 mia., og som i medierne bliver omtalt som det største af sin slags. Ét år efter startskuddet har hele 300.000 borgere fået installeret nye intelligente elmålere, og dermed er projektet godt på vej. 

”Det er et stort projekt, men vi har et stærkt logistisk setup, og montørerne knokler derudaf, så vi kommer til at nå i mål i 2019, som tingene ser ud nu,” udtaler Morten Winther, der er Program Manager hos Kamstrup, som producerer elmålerne.

En afgørende samarbejdspartner for Kamstrup, er ifølge Morten Winther, den nordeuropæiske sourcing- og servicevirksomhed Solar, som har været afgørende for en stor del af succesen. Efter Kamstrup vandt projektet i 2017, pegede virksomheden på Solar, da man skulle vælge den logistiske samarbejdspartner. Et valg man ikke har fortrudt.  

”Vi snakker 2.000 elmålere, der skal ligge i 120 forskellige biler hver eneste morgen, så den logistiske opgave er bestemt ikke simpel. Indtil videre har Solar levet op til alle vores forventninger, og det er afgørende for hele projektet,” forklarer Morten Winther. 

Natlevering til den enkelte montørbil
Logistikopgaven består i at lagre, plukke, pakke og distribuere ca. 2.000 elmålere direkte ud til montørernes biler. Distributionen foregår om natten, så montørerne kan indlede dagens målerudskiftninger med alle materialer i bilerne, som samtidig er ryddede for gamle målere. Derudover har Solar optimeret indretningen i bilerne, så montørerne ikke skal retur til et varelager for at genopfylde i løbet af dagen. 

”Målerne bliver håndteret uafhængigt af montørens travle hverdag, og det er klart en optimering af den enkeltes produktivitet. Både i forhold til effektivitet og økonomi har denne samlede løsning været den rigtige for os,” slår Morten Winther fast.

Han påpeger desuden, at der er indbygget en stor sidegevinst i løsningen. I dagtimerne er Solars Fastbox-koncept implementeret som et afgørende sikkerhedsberedskab, der sikrer, at dagens montageplan gennemføres. Med Fastbox-konceptet kan montørerne bestille værktøj, arbejdstøj og reservedele gennem Solars app og få varerne leveret direkte i bilen om morgenen eller på kundens adresse i løbet af arbejdsdagen. Det forklarer regionsdirektør i Solar Danmark, Kurt Storgaard. 

”Det gælder også, hvis den enkelte montør står ude hos borgeren og konstaterer, at den gamle elmåler er en anden, end han har fået oplyst. Så kan han blot bestille på sin mobil, og så leverer vi inden for en time.” 

Skarp logistik er kerneprodukt i nyt Solar
Med omlægningen fra klassisk grossist til moderne sourcing og servicevirksomhed er effektiv logistik en spidskompetence i Solar. Netop samarbejdet med Kamstrup er et resultat af den transformation, forklarer Kurt Storgaard.  

”Vi betragter os selv som en sourcing- og servicevirksomhed, fordi vores distributionssystem kan tilpasses den enkelte kunde og den enkelte opgave. Vi har igennem 100 år specialiseret os i at levere hurtigt, præcist og sikkert, og på den måde er logistik én af de services, vi har, der kan øge produktiviteten hos vores kunder,” pointerer han og bakkes op af Morten Winther fra Kamstrup.

”Solar har et professionelt setup, som skaber tryghed, og det er altafgørende i forbindelse med at løse så stor en logistikopgave. At have de korrekte varer til den aftalte tid er absolut nødvendigt i så stort et projekt. Vores fokus har derfor været, at montørerne, som skal installere målerne, altid kan stole på, at de har varer til opgaven,” slutter han. 

Folketinget har besluttet, at alle danske husstande skal have en fjernaflæst elmåler inden udgangen af 2020. Med udskiftningen slipper borgerne for at aflæse og indrapportere deres elforbrug, og samtidig bliver det muligt at fjernaflæse forbruget hver time, hvilket giver borgerne mere kontrol over elforbruget.