Slet eller gem ordrekladde

Fastbox er ikke tilgængelig

{{cart.Info.Name}}

Vil du gemme eller slette din indkøbskurv?

Minister: Varmepumper skal drive den grønne omstilling

Nyhed 12. oktober, 2018

Regeringen har en målsætning om, at 50 procent af Danmarks energibehov skal være dækket af vedvarende energi i 2030. Og i 2050 skal Danmark være et lav-emissionssamfund, der er uafhængig af de fossile brændsler kul, olie og naturgas.

For at nå de ambitiøse klimamål er der brug for, at varmepumper spiller en fundamental rolle. Det fastslår energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt. Ministeren har netop talt ved en stor inspirationsdag på Holckenhavn Slot ved Nyborg, hvor Solar havde samlet alle de vigtigste aktører i varmepumpebranchen. Og Lars Chr. Lilleholt havde en klar opfordring til installatørerne.

- Varmepumper er helt centrale i den grønne omstilling. Jeg tror på, at varmepumper bliver det helt store scoop. Derfor er det vigtigt, at I som installatører er klar. Det er vigtigt, at I er godt uddannede, så I kan vejlede forbrugerne. Forudsætningen for at der er mulighed for bosætning i landdistrikter er jo, at der adgang til billig energi, pointerede ministeren, der erklærede sig som ven af varmepumper.

Ministeren tog velvilligt imod spørgsmål fra installatørerne og understregede, at det er et samspil, der skal drive den grønne omstilling. For selv om varmepumpemarkedet i Danmark vokser, er det stadig kun 2,7% af de danske helårsboliger, der er opvarmet med en varmepumpe. 

Det er også derfor, Solar har samlet installatørerne for at give dem inspiration og indsigt i lovgivning og muligheder, der kan være til at drive markedet fremad, forklarer salgsdirektør Dennis Jeppesen, der er ansvarlig for klima og energi.

- I Solar vil vi gerne være med til at fremme et grønnere Danmark og være med til at sikre, at kvaliteten af installationer er i top. Og når det gælder varmepumper, er der et stort uudnyttet potentiale og gode muligheder, som landets installatørvirksomheder skal forstå at gribe, påpeger Dennis Jeppesen. 

En af virksomhederne er Schrøder El og Teknik i Holsted, der har fire medarbejdere med på dagen.

- Det er jo en investering i ny viden for os. Vi er med, fordi det er vigtigt at følge med i forhold til nye muligheder og tilskudsordninger, så vi er i stand til at rådgive vores kunder om fremtiden og finde salgsargumenter. Jeg er glad for, at Solar værner om kvalitet og stiller krav om uddannelse i forhold til installation af varmepumper, pointerer montør Frede Vedstesen.

Oliefyr kan skrottes til fordel for en varmepumpe
Flere politiske initiativer gør det attraktivt for forbrugerne at investere i varmepumper - eksempelvis den nyligt vedtagne halvering af elvarmeafgiften samt lempelse af elafgiften.

Og med den nye energiaftale indføres en støttepulje til at skrotte oliefyr til fordel for varmepumper. Det kan sætte skub i udfasning af de ca. 78.000 oliefyr, der stadig benyttes til opvarmning rundt om i landet.

- Danmarks forbrug af olie er faldet med 90% siden 1972. Alligevel går udfasningen af oliefyr langsomt. Kun 2.500 oliefyr forsvinder om året, så noget skal der ske, siger Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ.

Kontaktperson: Dennis Jeppesen, Salgsdirektør, Klima & Energi, Solar Danmark på mobil 2969 8065

Solar Danmark, der er en del af Solar-koncernen, har netop afviklet en inspirationsdag om det voksende varmepumpemarked. På inspirationsdagen blev der talt om både energiaftaler, klimamål, barrierer og salgsmuligheder, ligesom der blev netværket mellem de forskellige aktører. Der var ca. 100 deltagere, heriblandt installatører fra hele landet.

Foruden Solar var følgende organisationer, foreninger og virksomheder repræsenteret som talere: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, Varmepumpefabrikantforeningen, TEKNIQ, Dansk Energi, Dansk Energirådgivning og Panasonic.

Solar-koncernen er en førende europæisk sourcing- og servicevirksomhed primært inden for el-, vvs- og ventilationsteknologi samt klima og energi. Kerneforretningen centrerer sig om sourcing af produkter, værdiskabende service og optimering af kundernes forretning. Koncernen, der har hovedsæde i Vejen, havde i 2017 en omsætning på over 11 mia. kroner og beskæftiger i dag omkring 3.000 medarbejdere.