Slet eller gem ordrekladde

Fastbox er ikke tilgængelig

{{cart.Info.Name}}

Vil du gemme eller slette din indkøbskurv?

At flytte til Solar: Thiago og Amruta

I Solar er vi overbevist om, at mangfoldighed i vores arbejdsstyrke - med stor variation i alder, køn, kultur og baggrund - skaber en bedre arbejdsplads med stærkere teams og bedre resultater.

Det er en stor beslutning og en livsændrende oplevelse at rykke hele sit liv op med rode og flytte til et andet land. Men de to medarbejdere i Solar IT, Thiago Tageshi Konno og Amruta Duduskar, har gjort netop det. Deres grunde er forskellige - karriereskift, udlængsel og et ønske om at ændre sit liv - men de har begge taget chancen og fundet et job hos Solar i Danmark.

Men hvem er de egentligt? Læs mere her om to af Solars nye medarbejdere.

Thiago-Amruta_web.jpg

Udlængsel og sund livsstil

Thiago Tageshi Konnos bedsteforældre flyttede fra Japan til Brasilien, hvor Thiago er født. Han har en uddannelse i kommunikation og økonomi og en stærk baggrund inden for SAP, og han har arbejdet med Vistex, et SAP-integreret software, i 7 år. Han er Vistex Solution Specialist i Solar IT i Vejen, Danmark.

Hvad motiverede dig til at flytte til et andet land?
”Allerede fra en ung alder har jeg vidst, at jeg ville til udlandet. Siden jeg var teenager, har jeg villet bo og arbejde i Europa, så jeg begyndte at arbejde med SAP, da det giver gode muligheder for at arbejde i udlandet.

Til at begynde med var Japan og USA mine førstevalg, men efter en ferie i Italien så jeg, hvor interessant Europas kulturer og historie er. Det er en meget sundere livsstil med gode muligheder for at rejse og se andre lande.

Arbejdslivet i Brasilien er ekstremt hårdt og meget stressende. Man skal arbejde mange timer, og mange mennesker flytter væk fra Brasilien på grund af de hårde arbejdsforhold og høje leveomkostninger. Det gav mig problemer med helbredet, så jeg var nødt til at gøre noget for at ændre mit liv, og heldigvis støttede min kone mig i mit ønske om at flytte til udlandet. Jeg har to døtre fra et tidligere ægteskab og ville ikke forlade dem, men nu hvor de er lidt ældre, er timingen bedre.”

Hvordan fandt du jobbet – og hvorfor Solar?
”Da jeg besluttede mig for at begynde at søge job i udlandet, googlede jeg faktisk bare ’Vistex’ og fandt jobbet hos Solar. Jeg søgte det, og allerede dagen efter blev jeg kontaktet. Fra den dag hvor jeg startede min jobjagt til den dag, jeg havde et nyt job med udsigt til at flytte til udlandet, tog det kun to måneder. Jeg havde søgt andre jobs, men da jeg fandt ud af, hvor søde og venlige de var hos Solar, var det et nemt valg.”

Hvad var din families reaktion på, at du flyttede til udlandet?
”Min mor har altid sagt, at jeg ville flytte til udlandet på et tidspunkt. Hun er selvfølgelig ked af, at jeg er flyttet så langt væk, men hun er stolt af, at jeg forfølger denne karrieremulighed og af, at jeg går efter min drøm. Og nu har hun en masse tid til sine børnebørn, der bor i nærheden.”

Hvad er dit indtryk af Danmark indtil videre?
“Da jeg besøgte Italien, var min oplevelse med deres holdning til udlændinge ikke så god. Så jeg var lidt usikker, inden jeg kom til Danmark og var helt ærligt forberedt på det værste. Men al min frygt er blevet gjort til skamme. Alle har været så venlige og imødekommende og har taget godt imod os. Det har været en vidunderlig oplevelse. I Brasilien kender vi kun Danmark for at være kåret som verdens lykkeligste land. Nu hvor jeg er her, kan jeg se, at danskerne har en sundere måde at leve på, og at der er en bedre balance mellem arbejde og privatliv. Her arbejder vi ikke så ekstremt mange timer, så nu har min kone og jeg tid til at rejse, hvilket var et af vores store ønsker. Vi har allerede været i Tyskland og Storbritannien.

Det eneste dårlige ved Danmark er vejret. Her er koldere og mere regnfuldt, end jeg er vant til i Brasilien, hvor solen skinner meget, og det kan være meget varmt.”

Thiago-small.jpg

De tre mærkeligste ting ved Danmark?
“At spise chokolade på brød. I lægger tynde skiver chokolade (red.: pålægschokolade) på brød og spiser det til morgenmad.

Desuden er danskerne meget organiserede og meget strenge med regler. Hvis der er rødt ved et lyskryds, så står man stille og venter. I andre lande som Brasilien er man ikke lige så lovlydig.

Og selv når det er koldt, har I ikke så meget tøj på. Og I går til stranden og bader om vinteren og siger, at det er sundt! Det er ikke noget for mig - der er en grænse for, hvor sund jeg vil være...”

Hvad er dine fremtidsplaner?
”Jeg er meget glad for at arbejde her hos Solar og vil gerne lære noget og udvikle nye færdigheder. På det personlige plan vil jeg gerne rejse mere og lære om andre kulturer. Min kone og jeg vil også gerne have børn her i Danmark på et tidspunkt. Det er et godt sted at få børn og stifte familie.”

Hvad er dit råd til andre, der planlægger at flytte til udlandet?
”Lær engelsk! Og lav en langsigtet plan. Tænk over dine fremtidsmuligheder, når du vælger uddannelse og forbered dig gennem kurser. Undersøg ting og opbyg et netværk.”

Jeg føler mig hjemme!

Amruta Duduskar har boet i Mumbai, Indien, hele sit liv. Hun er uddannet indenfor computerteknologi og arbejder som Solution Architect / Solution Specialist for SAP Solution Manager (SOLMAN) i Solar IT i Vejen, Danmark. Hun har stor erfaring med implementering af Solution Manager i eksisterende forretnings- og IT-processer efter at have arbejdet hos konsulentvirksomheden LTI.

Amruta photo.JPG

Hvad motiverede dig til at flytte til et andet land?
”Efter at have arbejdet som konsulent i mange år ville jeg gerne arbejde onsite i en virksomhed og kun fokusere på deres specifikke opgaver. Jeg har god erfaring med at arbejde i en konsulentvirksomhed, men jeg ville rigtigt gerne have muligheden for at arbejde kontinuerligt med samme virksomhed og fokusere på deres behov, så jeg vidste, at karrieremæssigt skulle dét være det vigtigste - uanset den geografiske placering.”

Hvordan fandt du jobbet – og hvorfor Solar?
”Da jeg begyndte at søge fast job i stedet for at arbejde som konsulent, sendte jeg uopfordrede ansøgninger til forskellige virksomheder – uden held. Men så fandt jeg jobannoncen fra Solar på en portal med jobs i udlandet. Jeg har tidligere arbejdet med Solar som en del af et projekt i 2019 og fik et godt indtryk af virksomheden og samarbejdet med dem, så det tog mig ikke lang tid at beslutte mig for at søge jobbet. I Indien er jobsamtaler næsten udelukkende af teknisk karakter, men i Europa og især i Danmark ser man også på ansøgerens personlighed ved hjælp af tests for at se, om man passer godt til jobbet og organisationen. Det er en rigtigt god idé.

Eftersom jeg kendte Solar i forvejen, håbede jeg på, at jeg hurtigt kunne falde til og føle mig tilpas. Jeg har nogle venner, som arbejder i andre virksomheder i udlandet, og de har haft svært ved at tilpasse sig organisationerne. Men Solar er en fantastisk virksomhed med venlige kolleger, hvor det er nemt at føle sig godt tilpas.”

Hvad var din families reaktion på, at du flyttede til udlandet?
”Min familie var ikke glad for, at jeg rejste. Men de støttede mig i det, da de kunne se, at det var den rigtige beslutning for mig. Min mand blev i Indien de første 2½ måned, fordi han skulle vente på sit visum, men han er også flyttet hertil nu og søger job.”

Hvad er dit indtryk af Danmark indtil videre?
”Da jeg fik jobbet, var jeg bare superspændt, men da dagen nærmere sig, hvor jeg skulle flytte, blev jeg nervøs. Jeg tænkte ved mig selv: ’Hvordan er folk dér, og hvordan skal jeg klare mig selv alene’. Da jeg steg på flyet, spekulerede jeg på, hvad jeg havde rodet mig ud i. Men det har været en fantastisk oplevelse både personligt og arbejdsmæssigt. Danskere er meget venlige og imødekommende, og alle, jeg har mødt, har været utroligt hjælpsomme, og mine kolleger i IT har været med til, at jeg er faldet rigtigt godt til. Jeg føler mig hjemme!”

Hvad er det mærkeligste ved Danmark?
“Den danske humor. Folk taler tilsyneladende grimt til én, og på min første dag her troede jeg, at de lavede grin med mig. Men jeg lærte hurtigt, at det ikke var personligt – det er bare den danske humor. Når man stiller et seriøst spørgsmål i vores team, så får man svaret på en sjov måde. Folk er nede på jorden og taler lige ud af posen, og når de joker med dig, er det fordi de holder af dig og kan lide dig.”

Hvad er dine fremtidsplaner?
”Som det er nu, er jeg glad, hvor jeg er. Jeg har mange interessante opgaver, så jeg bliver, hvor jeg er, og ser, hvad der sker. Min mand og jeg har begge visum nu, så vi planlægger at blive i Danmark i lang tid.”

Hvad er dit råd til andre, der planlægger at flytte til udlandet?
”Hvis du vil gå efter dine drømme og følge dine mål, så bare gør det! Det er skræmmende i starten, men også spændende. Du skal ikke være bange. Bare grib chancen - hvis du ikke gør det, så gør en anden.”

/globalassets/images/hero-images/_j1_7164.jpg

Du gør forskellen

Vores medarbejdere er grunden til at vi adskiller os fra konkurrenterne. Den høje faglighed og den passion som vi hver især lægger i jobbet er hvad der gør forskellen.

Vil du gøre en forskel sammen med 3.000 kollegaer, der tror på at vi er stærkere sammen?

Se vores ledige stillinger. Du kan også udforske vores værdier og få en fornemmelse af, hvordan det er at arbejde i Solar. Måske er vi det perfekte match for dig.