Rasmus Tengler: Jeg tror man får meget ud af at gå forrest

Han kunne i år fejre 10 års jubilæum ved Solar. Et hjørne, han ikke havde regnet med at runde. Mød regionsdirektør for vvs Rasmus Tengler, der stiller høje krav til sig selv og sit team, og som begynder dagen med en sms til sine medarbejdere. 

I dag er han klædt i jakkesæt og pæne sko. Men i morgen kan det være langt mindre formelt. Rasmus Tengler er regionsdirektør for vvs i det østlige Danmark. Et vekslende job, hvor han både sidder med ved bordet, når de store beslutninger skal tages, og i bilen sammen med sine medarbejdere, når de skal på kundebesøg. 

- Jeg bruger en del tid på at tage med mine medarbejdere ud på kundebesøg og projekter. Jeg bliver nødt til at vide, hvad der foregår derude, og det kan jeg ikke finde ud af ved at sidde på et kontor, forklarer han. 

Teamet består af fem salgskonsulenter, som Rasmus stiller høje krav til. Han har været med til at fastsætte de mål, som teamet og han skal lykkes med i løbet af året, og han holder skarpt øje med salgstallene. 

- Hver morgen sender jeg en sms til de salgskonsulenter, som har gjort det virkelig godt. Jeg skriver ingenting, men sender dem blot en smiley eller medalje – så ved de godt, hvad det betyder, smiler han. 

Det giver medarbejderne en sund intern konkurrence, har han erfaret. Men det er også vigtigt, at der er plads til ærlighed og de mere bløde værdier, så derfor følger Rasmus sine medarbejdere tæt og sørger for, at der er plads til humor, privatliv og gode snakke. 

- Jeg kan godt være skrap, hvis jeg skal. Men det virker som regel bedre at lade være. Jeg tror, man får meget ud af at gå forrest. Derfor stiller jeg mindst lige så høje krav til mig selv, som til mine medarbejdere. Og så prøver jeg på at vise arbejdsglæde og gejst – også når det er hårdt. 

En god og velkendt kollega

I august kunne Rasmus fejre 10 års jubilæum hos Solar. En dag, som han bestemt ikke havde troet skulle komme.

- Gennem mit arbejdsliv har jeg hele tiden stræbt efter nye mål. Så derfor havde jeg ikke forestillet mig, at jeg kunne være på samme arbejdsplads i 10 år. Men Solar er en rigtig god virksomhed at være i.

En af de positive ændringer inden for vvs har ifølge Rasmus været omstruktureringer, som medførte mindre hierarki og færre chefer.

- Jeg oplever, at mine medarbejdere og jeg er et meget bedre team, fordi der ikke er for mange led at skulle igennem. Vvs er en lille del af Solars forretning, men igennem de seneste ti år er det blevet en god og integreret del af virksomheden, og vi har skabt et stærkt team med gode kunderelationer.

En af Rasmus’ vigtige sparringspartnere er Ulrik Damgaard, som er regionsdirektør på vvs i Vestdanmark. De to har nemlig kendt hinanden i mange år.

- Ulrik og jeg var sammen regionsdirektører hos en anden virksomhed. Jeg valgte at søge nye udfordringer, og godt et år efter fulgte Ulrik med. Jeg startede som salgschef i Solar, og i dag - her 10 år efter - er vi nu igen regionsdirektører sammen. 

Solar skiller sig ud 

Da Rasmus kom til Solar, var virksomheden en meget lille spiller på vvs-markedet. Men sammen med afdelingen for klima og energi samt et stadig større fokus på bæredygtighed og grøn energi, er vvs vokset. Et af kernebudskaberne er effektivitet, og det har krævet en del kræfter at få kunderne overbevist om optimerede lagerløsninger og hurtigere levering med Fastbox. 

- Vvs’erne har været vant til, at der lå en butik på hvert et gadehjørne, hvor de kunne købe deres varer. Hos Solar har vi gjort det anderledes end konkurrenterne, og flere montører er efterhånden ved at få øjnene op for mere effektive løsninger og de mange fordele, det giver. 

Derfor mener Rasmus også, at Solar er på rette vej, da snakken falder på virksomhedens fremtid inden for vvs. 

- Vores strategi er den rigtige, og den skal vi fortsætte med. Vi gør det ikke så kompliceret. Vi skal være der for kunden. Og jeg skal selvfølgelig nok gå forrest.