Vvs’er: at være selvstændig er en livsstil

På grund af en opsigelse måtte Dennis Pedersen revurdere sin arbejdssituation. Efter mange overvejelser og med hjælp fra sin familie, blev det muligt for ham at starte selvstændigt. En beslutning, han aldrig har fortrudt.

Det var ikke noget, der før havde været på tale. Men i 2017 startede Dennis Pedersen som selvstændig vvs’er. Tidspunktet var rigtigt, fordi han var blevet opsagt på sit tidligere job og samtidig bød muligheden sig for et samarbejde med onklen, der også var selvstændig. 

- Vi havde mange snakke og overvejelser herhjemme. Jeg er gift og har fire børn i alderen 0-9 år, så min kone var meget bekymret for, om det ville gå ud over familielivet, hvis jeg skulle være selvstændig, fortæller Dennis Pedersen. 

Selv bekymrede han sig også om, hvordan arbejdsdagene ville blive, og om hverdagen kunne fungere. 

- Jeg tænkte meget på, om der var nok at lave, eller om jeg måske ville drukne i arbejde. Det hele skulle jo gerne kunne rende rundt. Men det rygtedes hurtigt at jeg var startet selv, og jeg fik hurtigt noget at lave, fortæller Dennis Pedersen, der nu har haft sin egen virksomhed DP-VVS i to år. 

Erfaring med sig 
På cv’et står der både vvs-tekniker og vvs-installatør. Og så har Dennis Pedersen også arbejdet som teknisk supporter inden for varmepumper. 

- Jeg er glad for, at jeg ikke startede selvstændig, lige da jeg blev udlært vvs-installatør. Jeg har oparbejdet erfaring og kvalifikationer fra flere arbejdspladser, og det er en stor fordel for mig nu, forklarer han. 

Jobbet som selvstændig giver en masse fleksibilitet, som han elsker. 

- Det at kunne planlægge min egen tid, men også have ansvaret for, hvordan tingene skal laves, motiverer mig.

Han synes, det er spændende at være med hele vejen fra begyndelsen af et projekt og indtil det afleveres hos kunden. 

- Og når så kunden er tilfreds, er jeg nået helt i mål, fortæller han. 

Du skal brænde for det
Den nystartede vvs‘er blev overrasket over arbejdsmængden som selvstændig. For ud over det håndværksmæssige, var der også kontorarbejde og andre administrative opgaver, der skulle varetages. Prioriteringerne blev dermed anderledes og fritidsaktiviteter og familieudflugter stod ikke længere højest på listen.  

- Hvis man overvejer at blive selvstændig, er det ikke en almindelig 37 timers uge man har i sigte. Det er en livsstil, og man skal virkelig brænde for det, forklarer Dennis Pedersen og tilføjer:

- Det koster også nogle gange lidt på hjemmefronten, men jeg har en god opbakning hjemmefra, og det tror jeg er vigtigt. Hvis det ikke havde været for min kone, så havde det ikke kunne lade sig gøre, erkender han. 

Familien var en stor hjælp

Dennis´ far og onkel var ham meget behjælpelige i starten. Med både administrative og økonomiske opgaver samt opbygningen af en kundekreds, var det vigtigt for Dennis at have nogle at spare med. 

- Der er virkelig mange ting man skal sætte sig ind i, og der er da også stadig småting, som ikke er helt på plads endnu, men min familie har været en stor hjælp for mig, fortæller Dennis Pedersen.

Derfor er hans bedste råd også til andre: 

- Find nogle, som du kan spare og samarbejde med. Det gør det meget lettere at komme i gang.